Tag dine bekymringer – og dig selv – alvorligt
Sofie på 9 år bliver ind i mellem bekymret.
Og trods sin yngste datters relativt unge alder, er mor ikke i tvivl om, at hun allerede nu har en pænt veludviklet sociale intelligens, som kort fortalt er forståelsen for andre menneskers følelser, humør og motiver.
Det er ikke altid nemt at være uden filter i en hverdag, hvor forandring, omstilling, nationaltest og inklusion er de bærende værdier.
Og min lille pige går helt i opløsning, når hun bliver presset for hårdt eller der forlanges mere, end hun kan magte f.eks. i skolen.
I begyndelsen
Anede vi ikke, hvordan vi skulle hjælpe hende, når hun gik i opløsning.
Indtil det gik op for mig, at det handlede om frygt og utryghed, og at det hele slog sammen inde i Sofies hoved, uden at hun selv kunne finde ud af at gøre andet ved det, end at gå bersærk.
Det var enormt belastende for Sofie, og for os, fordi det tydeligvis gjorde hende fortræd.
Derfor opfandt vi Bekymrings-snakken.
En sen aften, efter en dag, der havde været rigtig svær for mit lille hjerteslag, fik jeg Sofie til at vise med sin hænder, hvor stor bekymringen var.
Lad os bare sige, at den var stor, – jeg tror, Sofie målte en god meter op med sin små næver!
Den aften begyndte vi så at tale Sofies bekymring mindre, indtil hænderne rørte hinanden igen.
Jeg talte simpelthen Sofie stille og roligt ud af de 90% frygt og panik og ned til nogle få procent, hvor det blev muligt for hende at agere i det, der bekymrede hende så meget.
Det er et par år siden
Jeg sad med Sofie der på sengekanten og talte hendes meter store bekymring ned til en lille, flad centimeter.
I dag kommer hun helt af sig selv og siger:
“Mor, kan vi ikke tale om det der bekymring?”
Præcis som når vi ikke er helt enige om tingene, og hun minder om, at det er mig selv, “der siger, at jeg skal mærk efter i mig selv, mor”!
Der er ikke noget hokuspokus i det.
Det handler ganske enkelt om, at det er en værdi for mig – og herhjemme hos os:
Jeg vil gerne lære mine børn, hvor deres grænser går, så de selv bliver i stand til at navigere i dem og i øvrigt passe på sig selv.
Præcis lige som du skal lære at navigere i dine personlige grænser, så du også kan passe på dig selv.
Sofie er 9 år nu og der er håb – men hun øver sig stadig i at navigere blandt i livet og blandt andre mennesker.
Præcis lige som du og jeg også gør.
Kh. Karin
PS:
Har du set det nye inspirations forum Fra kvinde til kvinde her på siden, hvor du kan møde og hente inspiration og motivation til at leve det liv, du allerhelst vil gennem andre kvinders veje og erfaringer med at finde deres mod til at udleve deres inderste drømme og passioner på trods af den frygt og de forhindringer, der gerne vil stå i vejen for det?
