Den svære øvelse
At sætte grænser og samtidig bevare både ro, ære og værdighed hos begge parter!
Et eksempel på en lille dialog om ret og rimeligt mellem mor på 42 år og Gustav på 15 år:
Mor: “Gustav – rydder du lige op efter morgenmaden og sætter smørret i køleskabet?”
Gustav:”…. Jeg har jo ikke brugt smørret!???”
Mor (tænker superhurtigt!):”… Nej – og jeg går jo heller ikke med dine underbukser, men jeg vasker dem alligevel!”
1-0 til mor i elegant grænsesætning i denne omgang.
Hvorfor gør jeg det?
Fordi det er mig fuldstændig magtpåliggende at lære mine børn at respektere, hvor andres grænser går.
Ikke fordi jeg er en perfid, diktatorisk mor, men fordi jeg ønsker at lære dem at gøre det samme.
Jeg lærer min børn, hvor mine i øvrigt helt rimelige grænser går, som deres mor, som menneske og som ansvarlig voksen…
…fordi jeg tror på, at det i sidste ende er med til at gøre dem i stand til både at respektere andres grænser, men i høj grad også at sætte deres egne.
Jeg gør det af respekt for mig selv – og mine børn.
Hvis du ikke selv markerer, hvor dine grænser går, hvordan skal andre så have en chance for at vide det?
Hvis ikke du har lært at markere dine grænser, hvordan skal din børn så lærer det?
Og nej, det er ikke nemt
Gustav er min ‘første’ teenager.
Jeg føler også ind i mellem, at jeg bevæger mig i et minefelt pt.!
Men det får mig altså ikke til at holde op med det.
Tværtimod er jeg bare glad for, at jeg har haft muligheden for at øve mig i det her med at sige fra UDEN at nogen behøver at tabe ansigt, gå helt i affekt eller ønske, at jorden skal åbne sig under dem, fordi jeg markerer min grænse.
Der sprænger en mine fra tid til anden
Heldigvis.
Jeg tager det som et udtryk for at min mission lykkes og at Gustav er helt, som han skal være!
Og hvis du godt kunne bruge et par værktøjer eller tre til at navigere i dine minefelter, så er der hjælp at hente i min e-bog, som du oveni købet også finder som super praktisk lydfil lige til at lytte til på farten:
Du finder den her >>https://www.thepowerfulintent.dk/naar-graensen-er-god…
Kh. Karin
