Pia Rasmussen den 19. januar 2020 kl. 15:00
<3 Ja jeg bilder mig ind, det VAR let for dig, selvom jeg godt ved at det var/ er svært.
Fordi jeg er en egoist og tror jeg har det sværest.
Gu har jeg da ej.
Du ER pisse sej og beundringsværdig.
Er det rigtigt når du skriver : “ når jeg kan, kan du også godt”
Tror du virkelig på mig?
Ja jeg HAR i mange år VÆRET min BED, men det ER jo min maske, mit skjold.
Så gør livet ikke ondt.
Jeg er siden jeg var fire- fem år blevet mobbet.
Ti år i skolen , der blev jeg mobbet og slået på.
I gården var der slåskampe. Fra Ca 14 år uden venner. Ingen kærester, ingen fester at være med til.
Min mors og fars skilsmisse , at kæmpe for en manipulerende mor og at se min far.
Ensomhed. Ingen venner.
Manden hvis børn jeg passede prøvede at komme i seng med mig, men kunne ikke.
En anden far udnyttede mig seksuelt i ti år off/ on. Jeg var jo barne pige og ven med konen.
Da jeg gik på realkursus i 78/79 var jeg på tur med nogle fra skolen. Der var et par der havde sex ved siden af mig. Jeg flygtede fra alle seriøse følelser.
Blev mobbet ud af to jobs.
Vuggestue/ børnehave.
DSB var det bedste job ever. Fik ja jeg blev inviteret til festerne. Fik en kæreste. I ca 19 år. Men “ sjovt “ forhold vi havde. Et 1/2 år efter hans død var der en der sagde jeg var depressiv og skulle gå til lægen og få cipralex det gjorde jeg og var sygemeldt fra maj- til august. Jeg var ikke depressiv. Det var i 2006 og august 2006 begyndte min BED i svær grad.
2008 kom jeg på Stolpegården. I sommeren 2008 fire uger på Ubberup højskole. Aldrig haft det bedre. 2009 forår kom jeg tre mdr på ubber , orlov med fuld løn. Tre ugers ferie på Ubberup. Da jeg kom hjem var min bror død syg og jeg den eneste til at hjælpe samdig jeg prøvede at skære navlestrenge til min mor. Begyndte at spise. ( min kæreste døde nov 2005).
Sommer 2010 var jeg på Ubberup men blev indstillet til fyring da jeg kom hjem. Begyndte at spise. 2011 på ferie Ubberup. Efter en uge fik jeg at vide min bror havde fundet vores mor, med poltiets hjælp. Hjerneblødninger og afasi. 30 oktotober døde min mor.
En psykiater havde i 2010 givet mig litium vel vidende jeg intet fejlede men for at DSB kunne se jeg var under behandling. Han gav mig en sygemelding fra august 2011- januar 2012. Jeg var ikke syg.
I februar/ mars 2012 bliver jeg fritstillet fra DSB. Har min første indlæggelse på åben psyk den 1 april 2012 den dag jeg har 25 års jubilæum. Første arbejdsløs hedsdag den 1 dec 2012 og den første sygedomsdag den 3 dec 2012.
I min sidste tid i DSB begynder jeg at indtage smertestillende håndkøbsmedicin flere og flere.
Revalidering 2013- dec 2014 hvor ankestyrrelsen siger jeg er fo syg til at arbejde. Jeg søger førtidspension på forlæggende grundlag. I den tid tager jeg flere piller begynder at drikke en flaske alkohol på ca 20 min. Såsom Fernet Branca gin What ever. Bliver indtil januar 2018 indlagt ca 30 gange a Max syv dage på åben psyk. Kommer i forskellige behandlinger, hvor jeg ikke passer ind. Da jeg endelig kommer i behandling god behandling bliver jeg midt i det hele hevet ud pga mgl penge til destriktpsykiatrien. De gange jeg blev indlagt, var misbruger var et råb om hjælp. Intet andet. Jeg råbte. I dec 2017 fik jeg afslag på førtidspension og fra 2018 og til nu har jeg klaret mig selv. Medicinfri ingen alkohol ingen indlæggelser. Havde en fantastisk mentor nogle år, men så stoppede det. Ja fra 2018 og indtil nu har jeg prøvet at finde ind til mig. Hvem er jeg? Ja har været på Ubberup mindst syv dage hver sommer.
En fase jeg har gennem gået er fra ensom og bange for andre kunne se det. ( jeg havde et netværk vidste bare ikke hvordan jeg skulle bruge det ) til alene og til aldrig alene jeg var jo sammen med mig selv. Jeg fik venner/ veninder men er jo novice for det har jeg jo aldrig haft. Hvordan gør jeg det? Nu står jeg her januar 2020 og ER så meget klogere på livet og hvem jeg er. Klar til livet for første gang nogensinde. Men SÅ bange for KAN jeg??????
Jeg har et netværk men må lære at bruge dem, bede om hjælp. Der ER SÅ mange der VIL mig.
Det jeg vil lige NU er at spise okay og dyrke motion for det holder jeg af og er god til og der kommer jeg af med mine fysiske gener pga overvægt. Vil gerne læse igen ( konsentrer mig ).
Det ER jo kun mig der kan gå den vej. Jeg er savnet af mange og må ud og socialiser igen.
Har lidt for mange ting og må rydde ud i kaoset. Dertil må jeg have lidt hjælp og må også selv.
Ja jeg hænger fast i min fattighed men jeg har det jo godt, så glem glem ordet fattig.
2019 var faktisk et godt år, så tilbage til den gode følelse af livsglæde og nærmest lykkelig.
Undskyl undskyld undskyld jeg har opført mig SÅ egoistisk.
Ja jeg HAR brugt weekenden godt, og det du her skriver Wow hvor det sætter nogle tanker i gang.
Det er aldrig for sent.
Der ER meget jeg ikke kan, endnu.
Jeg er Pia den smilende positive kvinde der er stærk og som elsker livet.
For livet smiler stort til mig og jeg smiler tilbage.
Jeg bor et dejligt sted, dejlig lejlighed.
Om nogle år har jeg stået på venteliste i 25 år til et lille kolonihave på Frederiksberg og så får jeg en have.
Får et job.
Jo der er SÅ meget jeg vil og som er muligt.
Jeg er mig NU og ikke den jeg var.
Karin den 20. januar 2020 kl. 20:10
Ja, jeg tror på dig, Pia. Og det er en voldsom bagage, du har med dig <3
