Tiden flyver afsted og selvom vi allerede er i fuld gang med både et nyt år OG et nyt årti, så vil jeg gerne takke for et helt specielt år, som har været en milepæl for mig på mange måder 🤗

2019 var året hvor jeg kunne fejre de første to digitale hold af Kvindeforløbet (som en deltager har kaldt et både nytænkende og helt suverænt 'interaktivt' online-kvindeforløb!) på 5. års fødselsdagen for mit firma The Powerful Intent.

PLUS jeg endelig fik startet den kvindegruppe, jeg altid har drømt om op, hvor vi er flere kvinder sammen om en stor fælles interesse, nemlig selv-udvikling i helt bogstavelig forstand.

 

Og det har i sandhed været de vildeste og samtidig bedste 5 år af mit liv indtil nu, tør jeg godt tilstå! 

Jeg udlever min drøm hver dag og møder så mange skønne og forskellige kvinder, som alle har det samme tilfælles:

 

Ønsket om at leve det bedste mulige liv og føle sig glade og frie.

 

OG JEG ER OGSÅ SELV GLAD 😊

 

Men:

Sådan har det altså ikke altid været, og vejen hertil hvor jeg er i dag, har til tider været sej og fyldt med tvivl og frygt og udfordringer.

Udfordringer, som jeg ærligt talt ikke altid lige kunne se hverken meningen eller løsningerne på...

Præcis som jeg ved, livet OGSÅ fra tid til anden er ude hos dig bag skærmen.

Det er derfor har jeg valgt at fortælle dig noget helt privat

 

Nemlig hvad jeg SELV har måtte slås med gennem årene.

 

For selvom jeg ofte deler min historie om den motorvejs ulykke, som blev MIN livsforandrende begivenhed og vendepunkt, så er nogle af de dybere lag i min egen rejse de sidste 5-10 år ikke noget, jeg deler i flæng offentligt.

Ikke fordi jeg skammen mig over det, men fordi det ikke skal overskygge det menneske, jeg er i dag.

 

Tilbage i 2013 onsdag d. 20. marts kl. 13.30 mistede jeg kontrollen over min lille, sorte C1'er på motorvejen mellem Århus og Horsens på grund af sort is under en motorvejsbro.

 

En ulykke som ikke blot skulle vise sig at sende store dele af både mit professionelle og private liv til tælling.

Ulykken blev nemlig også vendepunktet i hele mit liv, fordi den samtidig fik prikket hul på den indre eksistentiel stressbyld, der havde vokset sig så stor, at jeg på tidspunktet for ulykken var stresset som i helt og aldeles udbrændt😞...

 

 

Jeg ved godt, hvordan det føles at sidde i din bil på parkeringspladsen og ikke forstå, hvordan du skal lykkes med overhovedet at komme ud af den og ind gennem dørene til den næste dag

 

Jeg ved også godt, hvordan det er at leve med den sorteste sorte samvittighed over at du alt for ofte ender i konflikter, råberi og dyb ulykkelighed over, at du IGEN ikke havde overskud til at være noget som helst for nogen som helst derhjemme

 

Jeg ved, hvor forfærdeligt det er ALDRIG at føle overskud til andet end lige akkurat at klare dig igennem endnu en dag på job

 

Jeg ved ALT om, hvordan det er at sidde sammen med andre til et arrangement og lige dele bare ønske dig selv hjem i under 10 lag dyner og samtidig undre dig over, hvordan ALLE andre lader til at kunne magte ALT...(..især alt det ,jeg overhovedet ikke selv magtede)

 

Jeg ved, hvordan det føles at .. lyve om dig selv og dit eget liv - at lade som om. Tage en facade på. Tage dig sammen. Spænde ballerne og kun vente på den næste weekend. Den næste tissepause. På hvornår det er okay at kunne gå...

 

Pointen er, at jeg ikke 'bare' kørte galt og skulle deale med alt, hvad der fulgt med så voldsom en oplevelse både mentalt og fysisk.

Det viste sig også, at der sammen med ulykken ventede et kæmpe (og mange gange helt uoverskueligt) arbejde med at acceptere, at den Karin, der kørte galt, ALDRIG ville blive den samme Karin igen.

Fordi den Karin levede på en eksistentiel løgn om, hvem hun var.

Hvad hun var i stand til at magte.

Klare.

Ordne.

Rumme.

Undertrykke....🥺 ( fortsæt selv listen)

Jeg var helt og aldeles og ubehjælpeligt fanget i en så stærk, præsterende maske, at den ganske enkelt var ved at slå mig ihjel...

Jeg skal hilse og sige, at hverken den selverkendelse eller accept sådan lige landede på én nat, hvor jeg mirakuløst vågnede morgenen efter og havde fundet fodfæste igen.

 

Sandheden er, at det tog tid

 

Især at finde ud af, hvad i alverden jeg skulle stille op for at undgå at ende tilbage i det selvsaboterende tyrani, som min præsterende maske havde dikteret i så mange år. 

Men også hvordan jeg undgik at ende med kun at blive 'Karin, der var kørt galt' og HVORDAN det var gået så galt, at jeg var endt i totalt udbrændthed!?

Svaret var, at jeg virkelige havde brug for at finde modet til at holde op med at lytte til og SLIPPE nogle af de selvsaboterende overbevisninger, jeg havde indøvet gennem årene.

OG i stedet TURDE at begynde at lytte til noget af alt det andet, - drømme og passioner, som jeg havde inden i mig, men som var så håbløst forsømte og gemt væk, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg nogensinde skulle kunne udleve dem - UDEN at dø af det. Eller af fordømmelse. Eller udskamning. Eller fiasko - fortsæt selv listen...

Jeg stod overfor en helt igennem skræmmende opgave, hvor valgt stod mellem enten at vende tlibage til livet, som jeg kendte det så godt og hvor jeg næsten havde slået mig selv ihjel, i forsøget på at passe ind eller:

Mande mig op, lukke øjnene og kaste mig ud fra klippekanten og vitterligt forlade den totalt afsporede livs vej, jeg var havnet på, OG i stedet tage fuld og helt ejerskab over, at jeg ville (og bedste trives med at) være herre i eget hus!

 

10-øreren landede noget så eftertrykkeligt på en passions-nytårs-workshop i begyndelsen af januar 2014, hvor det næsten ringede inde i mit hoved:

 

"Du skal (og har altid drømt om) at være selvstændig" - og derfra tog det fart!

 

✨ Blot et par uger senere havde jeg meldt mig til LIFE-coach uddannelsen hos Sofia Manning.

✨ I oktober samme år fik jeg mit CVR-nummer og i februar 2015 (nu også med en Passiontest facilitator uddannelse i baglommen) mødte min første 'rigtige' betalende klient til et 5 timers passionsforløb

I vinteren 2016 kom endnu en coach-overbygning til som stress-master

✨ Og i år kan jeg så fejre 6 års jubilæum som LIFE-coach og mentor

 

 

Jeg holder aldrig op med at blive påvirket af at skrive og dele min historie. Men jeg gør det, fordi den er så vigtig for mit budskab:

 

Alle kan rejse sig. Når jeg kunne rejse mig - så kan du også!

 

Du behøver ikke at have det, ligesom jeg havde det eller være, hverken hvor jeg var dengang eller ville hen det samme sted som mig!

Vi er forskellige, og det er den forskellighed og mangfoldighed, der er med til at gøre livet og verden til det spændende, nuancerede, kreative- til tider inspirende og til andre udfordrende sted at være.

For mig handler livet i dag om at være nysgerrig.

 

Om at stille spørgsmål!

 

Og om at leve i fred og fordragelighed med den præsterende maske, der altid vil være mig og som i dag er EN GAVE!

Fordi spørgsmål lukker op og skaber rum og plads til at blive klogere, komme videre eller blot være med det. der nu en gang er.

Hele vejen gennem de sidste 7 år og alle de opture og nedture, der har været (for de har været der, tro mig!) har jeg holdt mig selv oppe på at være nysgerrig på det.

Stille spørgsmål til det og mig selv og mine reaktioner, følelser, frygt osv.

OG jeg er blevet ved med at minde mig selv om, hvor og HVAD jeg kom fra.

Hvor langt jeg var kommet og hvad det nu lige er, der driver hele værket - at være herre i eget hus!

 

Jeg siger altså ikke, at det har været let.

Eller at modgang kun er en gave. 

Men jeg siger heller ikke, at modgang og livsforandrende begivenheder kun er noget l*rt.

 

Det er de, mens de står på.

Men de KAN gøre os stærkere, når vi kommer ud på den anden side og tør lytte til det budskab, de ofte har med.

De kan ændre synet på andre mennesker og fremme forståelsen for dem, som har det svært, er stressede eller føler, at du sidder fast i DIT liv - det har det gjort for mig.

Det menneskesyn og indsigt jeg har opnået ved selv at skulle kæmpe. For mig selv, vel at mærke og skabe en ny identitet; Dét har været med til at forme den, jeg er i dag.

Og det er jeg - i dag - taknemmelig for og det ville jeg faktisk ikke have været det foruden ❤️

 

Med ønsket om dit HÅB og tillid til, at DU også kan rejse dig (for det kan du!) eller blot leve et mere tilfredsstillende, givende og oprigtigt liv må fylde dig op.

Og tak fordi du læser med og har søgt min hjælp, læst én af mine e-bøger eller lyttet med på et webinar gennem årene.

 

2 Comments

  1. Pia Rasmussen den 19. januar 2020 kl. 15:00

    😭😭😭😭😭😭😭😭😭😭❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️
    Ja jeg bilder mig ind, det VAR let for dig, selvom jeg godt ved at det var/ er svært.
    Fordi jeg er en egoist og tror jeg har det sværest.
    Gu har jeg da ej.
    Du ER pisse sej og beundringsværdig.

    Er det rigtigt når du skriver : “ når jeg kan, kan du også godt”
    Tror du virkelig på mig?
    Ja jeg HAR i mange år VÆRET min BED, men det ER jo min maske, mit skjold.
    Så gør livet ikke ondt.
    Jeg er siden jeg var fire- fem år blevet mobbet.
    Ti år i skolen , der blev jeg mobbet og slået på.
    I gården var der slåskampe. Fra Ca 14 år uden venner. Ingen kærester, ingen fester at være med til.
    Min mors og fars skilsmisse , at kæmpe for en manipulerende mor og at se min far.
    Ensomhed. Ingen venner.
    Manden hvis børn jeg passede prøvede at komme i seng med mig, men kunne ikke.
    En anden far udnyttede mig seksuelt i ti år off/ on. Jeg var jo barne pige og ven med konen.
    Da jeg gik på realkursus i 78/79 var jeg på tur med nogle fra skolen. Der var et par der havde sex ved siden af mig. Jeg flygtede fra alle seriøse følelser.
    Blev mobbet ud af to jobs.
    Vuggestue/ børnehave.
    DSB var det bedste job ever. Fik ja jeg blev inviteret til festerne. Fik en kæreste. I ca 19 år. Men “ sjovt “ forhold vi havde. Et 1/2 år efter hans død var der en der sagde jeg var depressiv og skulle gå til lægen og få cipralex det gjorde jeg og var sygemeldt fra maj- til august. Jeg var ikke depressiv. Det var i 2006 og august 2006 begyndte min BED i svær grad.
    2008 kom jeg på Stolpegården. I sommeren 2008 fire uger på Ubberup højskole. Aldrig haft det bedre. 2009 forår kom jeg tre mdr på ubber , orlov med fuld løn. Tre ugers ferie på Ubberup. Da jeg kom hjem var min bror død syg og jeg den eneste til at hjælpe samdig jeg prøvede at skære navlestrenge til min mor. Begyndte at spise. ( min kæreste døde nov 2005).
    Sommer 2010 var jeg på Ubberup men blev indstillet til fyring da jeg kom hjem. Begyndte at spise. 2011 på ferie Ubberup. Efter en uge fik jeg at vide min bror havde fundet vores mor, med poltiets hjælp. Hjerneblødninger og afasi. 30 oktotober døde min mor.
    En psykiater havde i 2010 givet mig litium vel vidende jeg intet fejlede men for at DSB kunne se jeg var under behandling. Han gav mig en sygemelding fra august 2011- januar 2012. Jeg var ikke syg.
    I februar/ mars 2012 bliver jeg fritstillet fra DSB. Har min første indlæggelse på åben psyk den 1 april 2012 den dag jeg har 25 års jubilæum. Første arbejdsløs hedsdag den 1 dec 2012 og den første sygedomsdag den 3 dec 2012.
    I min sidste tid i DSB begynder jeg at indtage smertestillende håndkøbsmedicin flere og flere.
    Revalidering 2013- dec 2014 hvor ankestyrrelsen siger jeg er fo syg til at arbejde. Jeg søger førtidspension på forlæggende grundlag. I den tid tager jeg flere piller begynder at drikke en flaske alkohol på ca 20 min. Såsom Fernet Branca gin What ever. Bliver indtil januar 2018 indlagt ca 30 gange a Max syv dage på åben psyk. Kommer i forskellige behandlinger, hvor jeg ikke passer ind. Da jeg endelig kommer i behandling god behandling bliver jeg midt i det hele hevet ud pga mgl penge til destriktpsykiatrien. De gange jeg blev indlagt, var misbruger var et råb om hjælp. Intet andet. Jeg råbte. I dec 2017 fik jeg afslag på førtidspension og fra 2018 og til nu har jeg klaret mig selv. Medicinfri ingen alkohol ingen indlæggelser. Havde en fantastisk mentor nogle år, men så stoppede det. Ja fra 2018 og indtil nu har jeg prøvet at finde ind til mig. Hvem er jeg? Ja har været på Ubberup mindst syv dage hver sommer.
    En fase jeg har gennem gået er fra ensom og bange for andre kunne se det. ( jeg havde et netværk vidste bare ikke hvordan jeg skulle bruge det ) til alene og til aldrig alene jeg var jo sammen med mig selv. Jeg fik venner/ veninder men er jo novice for det har jeg jo aldrig haft. Hvordan gør jeg det? Nu står jeg her januar 2020 og ER så meget klogere på livet og hvem jeg er. Klar til livet for første gang nogensinde. Men SÅ bange for KAN jeg??????
    Jeg har et netværk men må lære at bruge dem, bede om hjælp. Der ER SÅ mange der VIL mig.
    Det jeg vil lige NU er at spise okay og dyrke motion for det holder jeg af og er god til og der kommer jeg af med mine fysiske gener pga overvægt. Vil gerne læse igen ( konsentrer mig ).
    Det ER jo kun mig der kan gå den vej. Jeg er savnet af mange og må ud og socialiser igen.
    Har lidt for mange ting og må rydde ud i kaoset. Dertil må jeg have lidt hjælp og må også selv.
    Ja jeg hænger fast i min fattighed men jeg har det jo godt, så glem glem ordet fattig.
    2019 var faktisk et godt år, så tilbage til den gode følelse af livsglæde og nærmest lykkelig.
    Undskyl undskyld undskyld jeg har opført mig SÅ egoistisk.
    Ja jeg HAR brugt weekenden godt, og det du her skriver Wow hvor det sætter nogle tanker i gang.

    Det er aldrig for sent.
    Der ER meget jeg ikke kan, endnu.
    Jeg er Pia den smilende positive kvinde der er stærk og som elsker livet.
    For livet smiler stort til mig og jeg smiler tilbage.
    Jeg bor et dejligt sted, dejlig lejlighed.
    Om nogle år har jeg stået på venteliste i 25 år til et lille kolonihave på Frederiksberg og så får jeg en have.
    Får et job.
    Jo der er SÅ meget jeg vil og som er muligt.
    Jeg er mig NU og ikke den jeg var.

    • Karin den 20. januar 2020 kl. 20:10

      Ja, jeg tror på dig, Pia. Og det er en voldsom bagage, du har med dig❤️

Efterlad en kommentar





ks-thepowerfulintent

The Powerful Intent

Jeg hedder Karin Søsted, og er Life coach & StressMaster med speciale i selvværd og selvsabotage.

Jeg tilbyder 1:1 sessioner både med klassisk coaching, coaching målrettet at finde dine passioner og coaching til højere selvværd og øget livsglæde.

[thrive_lead_lock id='3172']Hidden Content[/thrive_lead_lock]

LÆR AT TAKKE NEJ, OG PRIORITERE DE TING DU SELV HAR LYST TIL

Lær at sige nej & finde modet til at være den du er, og stå ved det.

Fordi du og dit liv er det værd.

MINE 3 MEST POPULÆRE BLOGINDLÆG

Fra selvudslættelse til

superegoist

3 tip til

ferie uden stress

Myten om

at du kan tage hensyn til alle